Chokolade fra Congo (DRC)

Land: Den Demokratiske Republik Congo
Vare: Mørk chokolade, 63% kakao (100 g) og Mælke-chokolade, 38% kakao (100 g)
Virksomhed: Virunga Origins registeret som” Virunga Chocolat SARL
Due diligence rapport: Se siden Åbenhed.
Forhandler: Købes i warfair butikken

Om chokoladen fra Congo (DRC)

Vi har fundet frem til denne unikke kvalitets-chokolade produceret i det østlige Congo (DRC) af en virksomhed etableret af Virunga National Park med hjælp fra nogle af Belgiens fremmeste chokolade-eksperter.

Det er en chokolade, der bidrager til bæredygtighed, fred og fremgang i et af de områder i verden, der er og har været hårdest ramt af både konflikt, fattigdom og sygdom med både ebola og corona virus. 

Kakaobønnerne købes af landmænd og kvinder rundt om chokolade-fabrikken og bidrager dermed til at de bakker op om at beskytte nationalparken.

Chokoladen fremstilles med lokal arbejdskraft, hvoraf en stor del er unge kvinder, der har mistet deres mænd, der arbejdede som parkvagter i Virunga National Park. Området er fortsat præget af lovløse og kriminelle grupper, der angriber både landsbyer og vagterne i nationalparken. 

Overskuddet fra produktionen af chokolade går 100% til Virunga National Park - 50% bruges til naturbeskyttelse, herunder af parkens sjældne bjerggorillaer, og 50% til at skabe udvikling i de omkringliggende landsbyer.

Formålet er derfor, helt i tråd med visionen for warfair, at bidrage til fred i området ved at sikre beskæftigelse for især unge mennesker og holde dem væk fra de væbnede grupper og give dem nye muligheder.

Gennem køb af kakao til produktionen af chokolade sikres det også, at pengene fra kakaobønnerne ikke finansierer yderligere konflikt.

Som de skriver bag på chokolade-indpakningen:

"Det er simpelt. Når du køber chokoladen, bliver landmændene rundt om Virunga National Park glade. Vagterne i parken blive glade. Gorillaerne og resten af dyrelivet bliver glade. Og når du tager den første bid, bliver du også ekstremt glad. Det er dét, vi kalder dobbelt glæde!"

Der er to slags chokolade:

  1. Mørk chokolade, 63% kakao, 100 gram
  2. Mælke chokolade, 38% kakao,100 gram

Om Den Demokratiske Republik Congo

DR Congo er et af verdens fattigste lande, hvor over 2/3 af befolkningen lever i ekstrem fattigdom og 4 ud af 10 børn er fejl- og underernærede. 

Den politiske situation har været ustabil, store dele af landet har været ramt af konflikt. Særligt slemt var det i perioden fra 1998-2003 i det som kaldes den "anden congolesiske krig", hvor interne grupper og otte afrikanske lande kæmpede med og mod hinanden inde i DR Congo. Det estimeres, at over fem millioner congolesere mistede livet under den brutale krig.

Det østlige DR Congo, hvor Virunga National Park ligger, og chokoladen kommer fra, er fortsat hårdt ramt af konflikt med over 130 væbnede grupper der begår uhyggelige overgreb på lokalbefolkningen og også på de parkvagter som forsøger at beskytte nationalparken. 

DR Congo ligger nederst på stort set alle ranglister herunder menneskelig udvikling, infrastruktur, korruption, og muligheden for at starte og drive en virksomhed. Derfor er opstarten af Virunga Origins en bedrift  skabt under svære betingelser og et lyspunkt, der skaber håb i området.